SAG-show

SAG-SHOW

I 1975, til den årlige idrætsfest, begyndte traditionen på Sankt Annæ Gymnasium om SAG-SHOW. År for år har showet vokset sig større og større og er nu til sidst blevet sin egen begivenhed, der hvert år trækker op imod 3000 gæster til. Musicalen er hvert år et højdepunkt for størstedelen af gymnasiets elever, på tværs af alle klasser og kommuner, og har en stor samlende funktion for eleverne lige fra de starter i 1.g til de dimitterer tre-fire år efter.
SAG-show er noget man som elev er stolt af, og et af de største grundlag for dette er at musicalen er 100% elevproduceret – ikke engang økonomien er støttet af skolen. Eleverne står selv for alt fra manuskript- og sangskrivning til kulisser, kostumer og lysshow samt budgetstyring. Forskellige arbejdsgrupper tager hver især hånd om hver enkelt lille detalje, helt ned til at der skal være mad og drikke til øveweekenderne og frem til at alt nås inden deadline og de mange programmer og dagsordener overholdes. Derfor er noget af det første du lærer at sige som elev på Sankt Annæ Gymnasium replikken “Nordeuropas største elevproducerede musical”, så den kan bruges i alt for stor stil, forhåbentlig altid med selvironi, men også lidt stolthed, de næste par år.
I den intense periode op til showets premiere, gløder skolen af liv lige fra klokken ringer fri og til længe efter de sidste skolemoduler er afsluttet. Der arbejdes hårdt for at få alt på plads til tiden og enhver ledig stund, i prøverne og øveweekenderne i januar, udnyttes af elever til at læse lektier til den efterfølgende skoledag. Samtidig er deltagelsen i SAG-Show en mulighed for at knytte venskaber på tværs af årgangene, udvikle, afprøve og udfordre kompetencer, og derudover få lov til at fremvise vores resultater for et altid herligt og opbakkende publikum.